Portræt af en smilende kvinde med blondt hår og blå øjne, iført en grå T-shirt, stående foran en grøn væg.

Sia - din Body SDS behandler & yogalærer.

Min rejse ind i kropsterapien begyndte med en dyb nysgerrighed og en længsel efter at mærke mig selv igen. I lang tid havde min krop forsøgt at råbe mig op med uro, træthed og smerter, men jeg ignorerede signalerne og fortsatte ufortrødent. Først da jeg blev ramt af en længerevarende sygemelding med stress, gik det op for mig, hvor langt væk jeg var kommet fra min egen kerne.

Langsomt begyndte jeg at genfinde forbindelsen til mig selv gennem kropsterapi, yoga, meditation og øget fokus på egenomsorg. Det hjalp mig igennem en periode præget af angst, søvnproblemer, betændelsestilstande, fordøjelsesbesvær og udbrændthed.

Det var her, Body SDS blev et afgørende vendepunkt. Gennem behandlingen lærte jeg at slippe spændinger, forstå mine mønstre og lytte til kroppen med en ny, helhedsorienteret bevidsthed om krop, sind og psyke. Vejen har ikke altid været tydelig eller lige, og rejsen har hverken været kort eller let, men den har været det hele værd. Denne erfaring tændte en passion i mig, og i dag er Body SDS både mit fag og min drivkraft. Jeg brænder for at støtte andre med at genfinde balancen og forbindelsen til sig selv ved at mærke og lytte til kroppens visdom.

Min faglige baggrund som autoriseret veterinærsygeplejerske har givet mig en solid viden om kroppens anatomi, fysiologi og patologi. At samarbejde med dyr har samtidig trænet min evne til at læse kropssprog og aflæse nonverbal kommunikation – en intuition og nærvær, som jeg i dag bringer med mig i mødet med mennesker.

Jeg har uddannet mig som yogalærer (2020) og er i færd med at afslutte den 3-årige uddannelse som kropsterapeut ved Body SDS, som jeg forventer at færdiggøre i december 2025.

Mine egne erfaringer har givet mig en dyb respekt og ydmyghed for det, vi alle bærer med os i livets rygsæk, og som ofte former vores kropslige udtryk uden at vi er bevidste om det. Jeg har erfaret, hvor vigtigt det er at række ud, og hvor meget der kan ske, når vi bliver mødt som det hele menneske vi er.

Jeg modtager løbende kropsterapi og supervision som en naturlig del af mit arbejde. Det sikrer faglig forankring og giver plads til refleksion, så jeg kan møde dig med nærvær og integritet. Det arbejde, jeg tilbyder andre, kalder også på, at jeg selv er i bevægelse – både fagligt og menneskeligt.

Jeg ser det som min fornemmeste opgave, at skabe et trygt og nærværende rum, hvor du kan begynde din egen rejse mod selvindsigt, kropsforståelse og en dybere forbindelse til dig selv.

Uddannelse

  • 2022-2025: Body SDS kropsterapeut, 3-årig uddannelse, færdiguddannet december 2025

  • 2020: Certificeret yogalærer (100 timer) v/Karen Loy Aronson

  • 2006-2009: Autoriseret veterinærsygeplejerske

Kurser

  • 2025: Kropsterapi i mødet med ADHD v/Ida Sand

  • 2025: Førstehjælp

  • 2025: Introduktion til andre behandlingsformer, 50 timer

  • 2024-2025: Fysiologi & anatomi (200 timer) og sygdomslære (100 timer)

  • 2024: 3 dages akupressurkursus i følelseshealing v/Katrine Birk