Sådan foregår en Body SDS session hos Sia
En Body SDS session hos mig tager altid udgangspunkt i dig og dine behov. Jeg ser det som min fornemmeste opgave at holde et trygt rum for dig, hvor du inviteres til at sanse og mærke din krop og øge din bevidsthed.
Du er altid velkommen til at stille spørgsmål før, under og efter en behandling. Du kan kontakte mig her.
Før sessionen
Sessionen starter altid med at afdække, hvad du ønsker hjælp til på dagen, og hvordan jeg bedst muligt kan støtte dig. Her kan du også dele relevante forhold eller hensyn, der har betydning for selve behandlingen.
Derefter forlader jeg rummet, og du afklæder dig til undertøj og lægger dig behageligt til rette på briksen under et tæppe.
Har du ikke lyst til at ligge i undertøj, er du velkommen til at have noget løstsiddende tøj på.
Du skal ikke medbringe noget til din Body SDS session. Har du tilkøbt infrarødt saunatæppe, skal du medbringe et håndklæde til at ligge på.
Under sessionen
Sessionen består af en kombination af ledbevægelser, muskelmassage, pulserende bevægelser, zone- og akupressurtryk og afspændende åndedrætsteknikker, som kombineret løsner og frigør spændinger og blokeringer i muskler, led og organer. Behandlingen tager udgangspunkt i kroppen, men sessionen kan også have samtale.
Som kropsterapeut arbejder jeg ud fra en helhedsforståelse af krop og sind – altså at krop, følelser og tanker er uadskillelige og gensidigt påvirker hinanden. Behandlingen kan vække både fysiske reaktioner som rysten og sitren, samt psykiske reaktioner som vrede eller gråd. Disse reaktioner er helt naturlige udtryk for, at kroppen og sindet slipper noget, som tidligere har været holdt tilbage eller ikke fået plads.
Når vi undertrykker følelser eller fastholder spændinger i kroppen, påvirker det vores sundhed og trivsel negativt. Body SDS hjælper med at løsne op for disse fysiske spændinger, fremmer gennemstrømning i kredsløb og lymfesystem, og aktiverer kroppens evne til at udrense affaldsstoffer og helbrede sig selv.
Efter sessionen
Du får lov til at ligge lidt på briksen, inden du påklæder dig igen. Du får et glas vand, og vi tager en afrundende samtale.
Det er meget forskelligt, hvordan folk reagerer på behandlingen. Det er almindeligt at opleve forøget energi, en fornemmelse af at være født på ny, velvære og lethed. Nogle vil opleve forbigående snurren i kroppen, lettere svimmelhed, øget muskelsmerte, træthed eller sårbarhed i det efterfølgende døgn. Alle reaktioner er helt normale.
Din krop arbejder videre efter behandlingen og har derfor godt af at få ro til at restituere. Derfor anbefaler jeg at tage det med ro resten af dagen. Du kan også lande blidt efter sessionen ved at gå en lille tur ned til den skov og sø, som er en del af Lejre Højskole. Det er vigtigt at drikke rigeligt med vand efter behandlingen, da det hjælper din krop med udrensning af affaldsstoffer.